En påske uden afbudsrejser

Den forløbne weekend bød på rigtigt forårsvejr. Det har dog ikke fået danskerne til at stole på vejret, og rejsebureauerne må efterhånden melde udsolgt i påskeferien. Det får Bravo Tours til at indsætte ekstra pladser.

”Det bliver en påske uden afbudsrejser. Danskerne har tradition for at rejse i påsken, og i år er ingen undtagelse. Foråret har ladet vente på sig, og det smitter af på danskernes rejselyst. Og så skal der jo ikke bruges mange fridage for at få en hel uge i Sydens sol”, siger adm. direktør Peder Hornshøj.

”For mange er det De Kanariske Øer, der lokker, men de pladser ryger hurtigt, og flere af øerne har været udsolgt længe. Vi har kunnet sætte et større fly ind på Fuerteventura, så dermed har vi skaffet 40 ekstra pladser til den Kanarie-ø”, siger han.

Som alternativ peger han på Mallorca eller Alanya, der begge byder på 20-25 grader i april, hvor der stadig er ledige pladser. Ellers anbefaler han, at man rejser senere og udnytter uge 16 som ferieuge – selv om det kræver et par ekstra fridage.