En million flere kunder på Kystbanen

I perioden 2014-2016 er passagertallet på Kystbanen steget 4% årligt. Det svarer til en million flere rejser over tre år, så antallet nu er oppe på ni millioner om året.

“Det er rigtig mange, som vi dagligt kører på arbejde, i skole, i byen eller hjem igen. Det er en stor opgave, som vi gør vores bedste for at løfte hver dag,” siger DSBs informationschef Tony Bispeskov.

“Selv med udvidelsen af Helsingørmotorvejen til seks spor, er der et meget stort transportbehov. Vi kører et tog på Kystbanen hvert 10. minut, og det betragter vores kunder som et rullende fortov, der gør det nemt og hurtigt at komme ind til byen. Vi får flere og flere kunder på Rejsekort, der har opdaget, at de sparer 20% på billetprisen, når de rejser uden for myldretiden,” siger han.

DSB har som konsekvens af ID-kontrollen måttet justere køreplanen fra december 2016, så man oplever en mere stabil togdrift. Fra januar sker der desuden forenkling af kontrollen i lufthavnen til glæde for kunderne.

“Vi har testet forskellige måder at gennemføre ID-kontrollen på – og den løsning, vi iværksætter, gør det nemmere at være kunde. Derudover gør den køreplanen mere robust, så risikoen for forsinkelser som følge af ID-kontrollen bliver mindre. Endelig er det den løsning, pendlerne synes bedst om,” siger Tony Bispeskov.