Emirates på vej mod gratis Wi-Fi ombord

emirates-wifi-fly-kabineFlyselskabet investerer årligt over 20 millioner dollars i at få Wi-Fi i stadig flere af sine fly. I de første tre år efter lanceringen af Wi-Fi-adgang ombord startede, har over en halv million passagerer benyttet nettet på et Emirates-fly.

Wi-Fi findes foreløbig på alle Emirates 53 Airbus A380 og på nogle af selskabets Boeing 777. På sigt skal hele Emirates flyflåde tilbyde Wi-Fi.

Sir Tim Clark, koncernchef i Emirates, siger: “Hvis vi kunne tilbyde Wi-Fi-forbindelser i god kvalitet til alle ombord uden beregning i morgen, ville vi gøre det. Men vi står over for en masse tekniske begrænsninger – fra hastighed og båndbredde-tilgængelighed og pris til den understøttende hardware og software – som vi arbejder hårdt på at løse.

I sidste ende mener vi, at Wi-Fi ombord bliver en gratis service og en standard, kunderne vil forvente af et full-service flyselskab ligesom forfriskninger og personlig inflight underholdning ombord.”
På de fleste Emirates-fly, der er udstyret med Wi-Fi, har passagererne de første 10MB data gratis. Efterfølgende er der en afgift på én dollar for de næste 600MB.

Sidste måned havde Emirates et dagligt gennemsnit på 3.500 passagerer, der benytter Wi-Fi ombord. Det højeste antal Wi-Fi-brugere på et enkelt fly var på en A380 med 153 passagerer tilsluttet – mens den højeste internetvolumen optaget på en enkelt flyvning var næsten 8.000 MB fra 26 brugere på en Boeing 777.

Ifølge flyselskabets data er de websteder, passagererne oftest bruger, Google, Facebook og chat-tjenester som Skype, WhatsApp og BBM. Passagerer på Emirates-fly har også mulighed for at være forbundet via in-seat sms og e-mail samt mobiltjenester.