Home Nyheder EF Sprogrejser taber sag i byretten

EF Sprogrejser taber sag i byretten

0
SHARE

16-årige Maria Cort Rasmussen skulle på sprogrejse til Torquay i sommeren 2015, men en måned før afrejse kom en ekstraregning på over 2.000 kroner fra EF Sprogrejser fordi valutakurserne havde ændret sig.

Marias far, Gert H. Rasmussen, klagede til Pakkerejseankenævnet – og vandt sagen, men EF Sprogrejser ankede til Københavns Byret, hvor der nu er faldet dom til Maria Cort Rasmussens fordel. EF Sprogrejser er dømt til at friholde familien Rasmussen de 2.164,77 kroner, valutakurstillægget lød på.

Ifølge pakkerejseloven kan rejsearrangører pålægge kunder yderligere betaling ved valutakursudsving, men kun hvis kunden på forhånd kender den præcise beregningsmetode. Hverken familien Rasmussen eller Københavns Byret mener, at man kunne kende dem ud fra EF Sprogrejsers betingelser.

Byretten konkluderer, at EF Sprogrejser ikke gav ‘Maria Cort Rasmussen mulighed for at vurdere, hvorvidt forhøjelsen af rejsens pris var korrekt beregnet.’

‘Under disse omstændigheder er det rettens opfattelse, at EF Education ikke i aftalegrundlaget i en tilstrækkelig klar og tilgængelig form over for Maria Cort Rasmussen præciserede grundlaget for beregningen af valutatillægget,’ slår Københavns Byret fast i dommen, skriver bt.dk.

EF Sprogrejsers adm. direktør Niels Bo Daugaard oplyser til BT, at bureauet anker dommen til Landsretten. Han fastholder, at rejsebureauet tydeligt havde oplyst selskabets kunder om, hvordan en eventuel ekstraregning udregnes.

Han skriver i en mail til BT: ”Pakkerejseloven siger, at virksomheder som vores har mulighed for justere prisen med baggrund i eks. ændringer i valutakurser, når rejsen i sagens natur foregår i andre lande, fx England (DKK vs. Pund). Dette er også en del af vores almindelige forretningsbetingelser, som alle kunder accepterer, inden de betaler, og vi mener, at risikoen for valutakurstillæg fremgår klart af disse betingelser”.

Niels Bo Daugaard har ikke ønsket at oplyse, hvor mange penge EF Sprogrejser kan ende med at skulle betale tilbage til kunderne, hvis også Landsretten dømmer til fordel for Maria Cort Rasmussen.