easyJet forøger sit underskud

Det britiske lavprisselskab havde et nettounderskud på 192 millioner pund – 1,7 milliarder kroner – i første halvdel af flyselskabets forskudte regnskabsår mod et nettounderskud for et år siden på 15 millioner pund.

Omsætningen i halvåret var 3,2% bedre end for et år siden og endte på 1,83 milliarder pund.

“Underskuddet er på niveau med markedets forventninger og afspejler blandt andet, at påsken i år faldt i april, mens den sidste år lå i marts. Hertil kommer valutauro, som er beregnet til en negativ effekt på cirka 127 millioner pund på bundlinjen”, siger easyJets CEO Carolyn McCall. “easyJet leverede en solid drift i vintermånederne med stærk omkostningskontrol, styrkede driftsydelser og med den forventede omsætning”.

Kapaciteten steg med 8,4%, men blev overgået af en stigning på 9% i passagertallet i første halvår til en rekord på 33,8 millioner fra 31 millioner for et år siden. Load factor bød også på rekord med 90,2% mod 89,7% i første halvår sidste år.