Home Nyheder Rekordresultat for MyTravel

Rekordresultat for MyTravel

0
SHARE

Den nordiske rejsekoncern er en del af MyTravel Group plc., der er noteret på børsen i London. Driftsresultatet blev forøget til 194 mio. kr. (240 mio. svenske kr.), hvilket er en fremgang på 58 procent sammenlignet med samme periode i fjor.

Også koncernens danske del, der består af 50 års jubilaren Spies, Ving, Tjæreborg, Skibby Rejser og MyTravel Tango, er i flyvende form.

Selskaberne genererede det hidtil bedste halvårsresultat og fremviser et driftsoverskud på 46 mio. kr. Det er mere end en fordobling i forhold til den tilsvarende periode i fjor.

”Vores stærke resultat skyldes ikke blot de bedre konjunkturer men også en fortsat udvikling af produkter og kvalitet. Vi har set en fremgang i salget af oversøiske rejser på næsten 150 procent. Thailand er her den helt store magnet – en tendens, der også holder sig den kommende vinter. Vi har således på nuværende tidspunkt solgt 81 procent flere Phuket-rejser for næste vinter end på samme tid i fjor,” siger Bjarne Hornbek, der er administrerende direktør for MyTravel i Danmark.

Koncernens flyselskab er det dansk registrerede MyTravel Airways med ca. 1.000 ansatte og flyvninger fra hele Norden. Også dette selskab bidrager med et positivt resultat for den forløbne vinter – noget af et særsyn i skandinavisk luftfart.

MyTravels nordiske gæster bedømmer i øvrigt flyselskabet som det bedste af de 12 charterflyselskaber, som koncernen har anvendt i det forløbne halvår.

Også MyTravel Northern Europes totale nordiske salg fortsatte med at stige. Omsætningen blev 5,1 milliarder svenske kroner i det første halvår, hvilket er en stigning på 8,5 procent sammenlignet med samme periode i fjor.

Men selvom den nordiske del af MyTravel har formået at skabe overskud er der stadig store tab på koncernbasis. Det er dog lykkedes MyTravel at få tabet ned fra 119,5 millioner pund til 70,3 millioner pund før skat. Dette er på trods af de høje oliepriser i vinterhalvåret.

Skrevet af