Dubais luksus lokker flere danskere

Banyan Tree Al Wadi.

Banyan Tree Al Wadi.

I takt med at danskerne dropper rejsemål som Tunesien og Marokko, sætter de kurs mod De Kanariske Øer og De Forenede Arabiske Emirater.

Den kommende vinter vil syv ud af 10 charterrejser gå til bl.a. Gran Canaria, Tenerife og Fuerteventura, mens besøgstallet til Dubai vil fortsætte væksten. På fire år er antallet af danske rejsende til Emiraterne tredoblet til ca. 119.000.

”Væksten i rejser til specielt Dubai vil fortsætte, når Emirates den 1. december indsætter en daglig Airbus 380 med plads til 615 passagerer på København, siger kommunikationschef Torben Andersen fra Spies. Spies har det seneste år tredoblet antallet af rejser til Dubai, som forventer mere end 14 millioner turister i 2015. Spies’ bookinger ligger p.t. 59% over sidste vinter.

Et af hotellerne er Banyan Tree Al Wadi i det vidstrakte ørkenlandskab. Det er en oase nær naturreservatet Al Wadi i Ras Al Khaimah. På hotelområdet blandes lækkert design med smukke omgivelser. Hotellet har fem restauranter, hvor nogle er med privat kok, som tilbereder og serverer direkte ved bordet.

”Er der et hotel, som stikker ud i vores program i emiraterne, er det Banyan Tree Al Wadi. Hotellet er som hentet ud af Tusind og en nats eventyr og er et udmærket valg, hvis man vil bo i lækre omgivelser og stiller høje krav til komfort og service”, siger Torben Andersen.

Værelserne ligger i villaer, hvor man har adgang til egen pool. Vil man hellere bade i havet, har hotellet egen beach club, hvortil der er gratis transport.