DSB skal køre Kystbanen i 10 år

800px-Eremitagesletten_03-05-06_08Kystbanen skal fortsat betjenes af DSB de kommende 10 år, og der bliver ikke tale om fornyet udbud af strækningen inden.

Det har Transportministeriet varslet over for EU. Ifølge meddelelsen skal DSB fortsætte med at køre togene mellem Helsingør, København, Københavns Lufthavn og grænsen til Sverige, skriver b.dk.

Det skuffer pendlernes talsmand på Kystbanen Michael Randropp: ”Hvis man vil ødelægge den mest trafikerede togstrækning, skal man da bare fortsætte som hidtil. DSB mangler togsæt og har ikke fokus på Kystbanekunderne”.

Meddelelsen har fået Venstres trafikordfører, Kristian Pihl Lorentzen, til at bede transportminister Magnus Heunicke om en forklaring. Han konstaterer, at konkurrence og udbud er blandt de væsentligste temaer i forhandlingerne om togkørsel i Danmark, og han undrer sig over, at DSB ’uden forudgående politisk forhandling eller udbudsproces’ er tildelt kørslen på Kystbanen.

Regeringens hensigt er ikke en uventet oplysning. I et brev til Folketingets transportudvalg den 17. december sidste år oplyste daværende transportminister Pia Olsen Dyhr, at Kystbanen ikke skulle udbydes, før det er muligt at adskille driften fra Øresunds-trafikken, og det kan først ske, når flere sjællandske banestrækninger er elektrificeret, så eltog kan køre i pendulfart mellem eksempelvis Nykøbing F. og Helsingør.

Transportministeriet oplyser, at hensigten skal meddeles til EU et år forinden, så overdragelsen kan ske pr. 13. december 2015 for en niårig periode. Ifølge ministeriet kan overdragelsen ændres senere.

Transportministeren afviser Venstres kritik: ”Det handler om at rydde op i et fejlslagent udbud, ikke om modstand mod udbud generelt, hvilket jeg har slået fast flere gange. Hver tredje forsinkelse skyldes hændelser i Sverige, og derfor skal trafikken omlægges. Den omlægning tager nogle år, og i den periode vil det ikke være smart at udbyde trafikken.

Rettidigheden faldt i sommeren til 82-85%, hvor kravet er 90%. Samtidig er antallet af togsæt på værksted større end aftalt. Antallet af togsæt på værksted svinger mellem 11 og 14, hvilket koster DSB Øresund omkring en halv million kroner om måneden i bøder.