Home Nyheder DSB sælger central bygning i København

DSB sælger central bygning i København

0
SHARE

Flere investorer var interesseret i DSBs ejendom på Kalvebod Brygge. Nu er den solgt for over en halv milliard kroner til Genesta

Siden den tidligere kontorejendom på Kalvebod Brygge 32 blev sat til salg i august 2016, har investorer vist stor interesse for ejendommen i det centrale København.

Det er nu resulteret i et salg til den internationale ejendomsinvesteringsfond Genesta, der har fokus på investeringer i Norden, og som har købt ejendommen for 520 millioner kroner.

Underdirektør i DSB Ejendomme Jes Transbøl: “DSB har solgt denne 28.000 m2 store ejendom. Det er DSBs sidste udviklingsejendom på Kalvebod Brygge, og dermed afsluttes en DSB-æra i området.”

“DSB Ejendomme har gennem et årti arbejdet på udviklingen af de tidligere godsbanearealer, hvilket blandt andet har resulteret i opførelsen af SEB-banks hovedsæde, samt Arp-Hansens hotelkompleks Tivoli Hotel & Congress, Wakeup Copenhagen og senest med salget til IKEA, som opfører et stort varehus overfor Fisketorvet.”

Genesta vil omdanne bygningen til et moderne kontorhus. Detaljerede planer for projektets karaktertræk forventes offentliggjort i starten af 2018. Salget forventes endeligt afsluttet sidst på året.