DSB indstiller drift med IC4 indtil videre

DSB har besluttet at indstille passagerdriften med IC4-tog indtil videre. Beslutningen er truffet efter en episode tirsdag, hvor en hydraulikpumpe rev sig løs på et IC4-tog i nærheden af Hedehusene.

”Vi er lige nu i gang med at undersøge årsagerne til episoden og har valgt at tage IC4-togene ud af passagerdrift,” siger Anders Egehus, driftsdirektør i DSB.

”Vi har for cirka to uger siden haft en episode, der umiddelbart kan minde om denne hændelse.  På den baggrund har vi valgt at indstille passagerdriften med IC4. Vi vil nu analysere hændelserne og vurdere genindsættelse af IC4-togene.”

Havarikommissionen er rutinemæssigt orienteret om episoden og beslutningen om midlertidigt at indstille passagerdriften.

Beslutningen betyder ændringer og aflysninger i togtrafikken i de kommende dage. DSB.dk vil løbende blive opdateret med ændringerne – ligesom ændringerne hurtigst muligt vil fremgå af Rejseplanen.