DFDS inviterede hjemløse på julefrokost

Hjemloese julefrokost DFDS 06 foto DFDSOver 320 københavnske hjemløse fik tirsdag serveret en god julefrokost på Oslo-færgen Pearl Seaways mens skibet lå i havn i København.

Det var fjerde år i træk, at DFDS i samarbejde med Missionen blandt Hjemløse, der bl.a. driver Mændenes Hjem og Kollegiet, inviterede de hjemløse om bord.

”Antallet af hjemløse, der deltager i vores julefrokost for hjemløse på Oslobåden, er steget støt, siden vi holdt den første julefrokost for tre år siden. Det fortæller os, at der er et behov for et arrangement som vores, samt at de hjemløse sætter pris på at fejre julen. Og for os er det utroligt at mærke den glæde og varme, som de hjemløse tager med til arrangementet,” siger DFDS Seaways nye landechef for Danmark, Kevin Helsinghof.

I år festede, hyggede og dansede 322 københavnske hjemløse på færgen, mange flere end ved de tidligere års arrangementer.

”Det er noget, de er begyndt at se frem til, og stadig flere ønsker at være med, fordi de hører om, hvor godt et arrangement det er, fra dem, der har deltaget de tidligere år”, siger sekretariatsleder Gitte Frydensbjerg fra Missionen blandt Hjemløse.

De københavnske hjemløse blev i forbindelse med arrangementet afhentet i busser fra NettBuss på Missionen blandt Hjemløses væresteder i København og gik om bord på Pearl Seaways, hvor de blev trakteret med julebuffet, livemusik og gaveposer.

Oslo-bådens ansatte arbejdede gratis på dagen og havde desuden samlet 10.000 kr. ind som ekstra gave.

Værestederne i København modtager planter og stole, som bliver til overs i forbindelse med den gennemgribende renovering af de to Oslo-både.