Nu starter Easy billige krydstogter i Middelhavet

Det er Easyjets stifter,  Stelios Haji Ioannou (på billedet), som har investeret omkring 125 mio. kr. i et nyt skib, som skal være enkelt, billigt, og sejle de steder hvor de rige og berømte færdes. Det vil sige ved den franske og italienske riviera.

Hver uge fra 6. maj til 15. oktober sejle easyCruise: Nice, fredag, Cannes, lørdag, St. Tropez, søndag, Monaco, mandag,  Genoa, tirsdag,  Portofino, onsdag, Imperia, San Remo, torsdag og Nice fredag. Skibet har plads til 170 passagerer med 54 besætningsmedlemmer.

Skibet ligger i havn det meste af dagen og aftenen og natten med. Først meget tidligt på morgenen sejler skibet til næste havn, hvor det ankommer omkring middagstid.  Passagerer kan stå af og på hvor og hvornår de vil, men skal være ombord på skibet mindst to og højst 14 nætter. Priserne starter fra omkring 350 kr. pr. nat pr. person i to enkeltsenge i små kahytter på 10 kvm. med bad og toilet. Større kahytter kan dog fås mod merpris.

Skibet har ingen swimmingpool,  men en udendørs jazucci. Modsat andre steder i cruiseindustrien er hverken mad eller drinks med i prisen. Her er en kaffebar, en sportsbar efter amerikansk mønster og en cocktail bar. Man kan købe mad i sportsrestauranten. Her kan også købes morgenmad for omkring 60 kr. Man kan købe sig til at få sin seng redt under turen, og her er ingen underholdning og casino, men en forretning ombord.

Første uge er udsolgt. Men på resten af turerne er der plads. Stelios  Haji Ioannou har malet det meste af skibet orange, selve skibet og paneler, hylder, dynebetræk og badeværelser. Han kalder ikke skibet et krydstogtsskib, men et flydende hotel og bliver lettere fornærmet, hvis man kalder det en færge. Lavprismagnaten håber at have mellem 5 – 10 skibe af samme slags i 2010.

Det nye koncept henvender sig primært til unge mellem 20 – 40 år, som ellers aldrig ville drømme om at tage på et krydstogt. Gennemsnitsalderen i krydstogtsindustrien er 54 år. Alle rejser bookes og sælges på nettet.

Skrevet af