Hotel Portierforeningen De Gyldne Nøgler donerer 12.500 kroner til projektet Gadens Stemmer til uniformer til projektets guider og foredragsholdere.
Pengene er samlet ind blandt medlemmer og sponsorer i forbindelse med De Gyldne Nøglers julefest i 2016: ”Vi er glade og stolte over at støtte Gadens Stemmer og håber at være med til at gøre deres guider mere synlige i gadebilledet, når de er på deres byvandringer”, siger formanden for De Gyldne Nøgler, Uffe Sørensen.
”Gadens Stemmer er en virksomhed, som skaber meningsfuld beskæftigelse for socialt udsatte i København. Samtidig hjælper Gadens Stemmer lokale og turister til at få en indsigt i livet på gaden, og skaber interessante byvandringer med det skæve og ofte oversete København i fokus”, forklarer formanden.
De Gyldne Nøgler er brancheforening for Concierges og Receptionister med knap 100 medlemmer, primært fra hoteller i København. Foreningen er en del af det internationale Les Clefs d’Or, og kunne i januar fejre 80-års fødselsdag i Danmark.
Gadens Stemmer har eksisteret siden 2013 med støtte fra offentlige og private fonde og puljer. Virksomheden har i 2016 arrangeret omkring 600 byvandringer for privatpersoner, virksomheder og skoler.