DAT udvider mellem Aalborg og Bornholm

Flyselskabet fejrer de første to måneder med flyvninger på Danmarks længste indenrigsrute Aalborg – Bornholm med seks ekstra afgange i skolernes efterårsferie.

Siden jomfruturen den 15. juni har DAT solgt over 90% af sæderne ombord og kunne allerede efter første måned med ruten konstatere, at interessen var meget stor blandt kunderne.

”Vi er meget positive over den modtagelse ruten har fået, og belægningen på over 90% er kommet bag på os”, siger Jesper Rungholm, direktør i DAT.

”Den store efterspørgsel har betydet, at vi i forbindelse med skolernes efterårsferie har sat seks ekstra afgange ind den 15., 19. og 22. oktober.”

Normalt flyves ruten hver torsdag og søndag frem til 17. september.

“Vi er rigtig glade for den fantastiske succes, som Danish Air Transport har haft med den nye indenrigsrute fra Aalborg til Bornholm. Jeg er sikker på, at selskabets hurtige beslutning om også at flyve i efterårsferien vil glæde mange nordjyder og bornholmere”, siger Aalborg Lufthavns direktør, Søren Svendsen.