Danskerne søger hvid jul i Sverige

sverige-ski-ferie-800x532De seneste bookingtal viser, at flere danskere end tidligere tager til Sverige for at holde jul i et snedækket landskab.

Flere svenske skidestinationer melder allerede nu om tæt på udsolgt i juleugen. Drømmen om en juleaften, hvor sneen daler stille ned over et snedækket landskab kan blive en realitet på trods af, at udsigterne til hvid jul i Danmark ikke er gode. Bl.a. kan Stöten i Sälen melde om en stigning på 24% af danske bookinger i forhold til sidste år.

”På de store ski-destinationer i Sverige er der garanti for masser af sne juleaften,” siger Anna Kron Boysen, PR Manager hos VisitSweden. ”Danskerne søger blandt andet mod Stöten og andre destinationer i Sälen og Idre Fjäll. Her finder man bjælkehytter midt på fjeldet med direkte adgang til skiløbet udenfor og god plads samt pejs og sauna indenfor.”

”Skidestinationerne byder på en vifte af særlige aktiviteter i forbindelse med jul og nytår. Idre Fjäll lokkker bl.a. med alt fra fakkelslalom og julemarked til snescootertur til julemandens værksted,” siger Anna Kron Boysen.