Danskerne køber det sikre ferievalg

Traditionen tro starter sommerferiesalget for alvor i januar. De første 14 dage tegner et klart billede af, hvor danskerne vil hen: de vælger de klassiske charterdestinationer til sommerferien.

”Det er Spanien, der står højest på ønskesedlen, når danskerne vælger rejsemål til sommer”, siger Peder Hornshøj, adm. direktør i Bravo Tours. Lige efter følger Grækenland, og der er fremgang for Portugal og Bulgarien.

”Forklaringen skal findes flere steder. Der er selvfølgelig noget tryghed. Der er sket meget i verden de seneste år, og det har fået danskerne til at vende øjnene mod Spanien og Grækenland. Men så er det også bare nogle dejlige steder at holde ferie”, siger han.

Han spår, at Mallorca igen i år bliver bestselleren efterfulgt af andre spanske klassikere Costa del Sol, Costa de Almeria, Costa Dorada ved Barcelona og Costa Blanca ved Alicante.

I Grækenland er det i særdeleshed Kreta, fulgt af Rhodos og de meget autentiske rejsemål Zakynthos, Kalamata og Tolo.

Lige nu har Danmarks tredjestørste rejsebureau solgt 15% mere end på samme tid sidste år.