Home Nyheder Danske Tempo 100 campingvogne

Danske Tempo 100 campingvogne

0
SHARE

Tempo100_smallDanske campister kan nu se frem til at komme hurtigere frem i ferietrafikken, for regeringen vurderer, at det er forsvarligt at indføre den såkaldte Tempo 100-ordning for campingvogne.

Det betyder, at biler med godkendte campingvogne må køre op til 100 km/t på danske motorveje – mod 80 km/t i dag. Desuden sættes fartgrænsen op til 80 km/t på landeveje – mod 70 km/t i dag.

For at en campingvogn kan være med i Tempo 100, skal den opfylde en række tekniske krav.

Socialdemokraternes transportordfører, Rasmus Prehn, foreslog ændringen i juni sidste år, hvor et bredt flertal i Folketinget bakkede op: ”Det giver god mening og er faktisk også bedre for trafiksikkerheden. Det er samme vilkår som i Tyskland, så det er også godt for dansk turisme”.

Justitsministeriet har undersøgt de sikkerhedsmæssige aspekter, og hos Rådet for Sikker Trafik hilser man forslaget velkommen: ”Det lyder fornuftigt, og vi kender det fra Tyskland, hvor der ikke har været problemer med ulykker. Tværtimod kan det give bedre trafikafvikling”, siger chefkonsulent Søren Troels Berg ifølge dr.dk.

”Det vil forbedre fremkommeligheden og give et jævnt flow, fordi biler med campingvogne må køre lige så hurtigt som den øvrige trafik”, tilføjer han.

Tempo 100-ordningen vedrører i første omgang kun campingvogne. Justitsministeriet oplyser, at man vil afvente erfaringerne, før man eventuelt udvider ordningen til andre påhængskøretøjer. Forslaget ventes først vedtaget efter sommerferien.