Home Nyheder Danske lufthavne lægger prispres på Hamburg

Danske lufthavne lægger prispres på Hamburg

0
SHARE
Hamburg Airport.

På tre år har Københavns Lufthavn sikret sin position som billigste interkontinentale lufthavn for danskere. Det har distanceret Hamburg Airport, mens Billund Lufthavn tilbyder stadig lavere billetpriser, viser den seneste udgave af Dansk Flyprisindex.

For tre år tog mange danskere via lufthavnen i Hamburg, der kunne tilbyde de laveste flybilletpriser til en lang række attraktive destinationer.

Det har tiden ændret, selv om man af og til kan finde et attraktivt tilbud. Men set over en længere periode er Københavns Lufthavn i en blivende position som den billigste afrejselufthavn for danskere til oversøiske destinationer med rutefly.

I uge 8 i 2010 var gennemsnittet af de 10 laveste oversøiske billetpriser i Dansk Flyprisindex på 4.355 kroner fra Hamburg. Fra København var det omkring 150 kroner dyrere med 4.497 kroner. som laveste gennemsnitspris. Fra Billund var det dengang 19% dyrere at rejse – gennemsnitsprisen var 5.188 kroner.

I uge 8 i 2013 (fra 18. til 24. februar) er prisniveauet uændret i Københavns Lufthavn med en forskel på blot 2 kroner. Derimod er billetpriserne fra Hamburg steget 12% til 4.860 kroner, mens Billund har barberet 2% af de laveste billetpriser med et gennemsnit på nu 5.067 kroner. Dermed kan Billund Lufthavn efterhånden konkurrere med Hamburg Airport på billetpriser til oversøiske rejsemål.

Fra Billund sender man danskere i hobetal til oversøiske destinationer via store europæiske knudepunkter i Amsterdam, Frankfurt, Paris og Istanbul, men også via Düsseldorf og Manchester. I flere tilfælde er Billund Lufthavn endda billigere end København og Hamburg i seneste udgave af Dansk Flyprisindex.

Går turen til Los Angeles i uge 8, kan Billund Lufthavn tilbyde den laveste pris på 3.582 kroner med British Airways via Manchester. Laveste pris ud af København i samme uge er 3.678 kroner med Lufthansa og Air Canada, mens laveste pris fra Hamburg er 4.722 kroner med US Airways.

”Prisindekset dokumenterer, at de danske lufthavne er blevet mere konkurrencedygtige i forhold til en lufthavn som Hamburg Airport, der i mange danskeres bevidsthed ofte har haft lave billetpriser. Men det billede er nu ændret,” konstaterer Ole Stouby, adm. direktør i Travelmarket.dk.

De 10 interkontinentale destinationer i Dansk Flyprisindex er Bangkok, Beijing, Dubai, Johannesburg, Los Angeles, Mexico City, New York, Rio de Janeiro, Sydney og Tokyo.