Dansk restaurant i de svenske skove

Stedsans in the Woods er åbnet i Sverige.

Restauranten ligger ude i skoven i Halland, og beliggenheden har indvirket på både mad, indretning og service. Den populære restaurant Stedsans lå på en tagterrasse i København, men er nu flyttet til de dybe, svenske skove med vild natur, skovsø og naturlige kilder til mad lige udenfor døren.

I Halland har de friske fisk direkte fra søen og vildt fra skoven at arbejde med, hvilket de tager den fulde konsekvens af. Rækken af bittesmå mikro-sæsoner vil få plads på tallerkenerne, hvor menuen ikke bestemmes endeligt, før få timer inden gæsterne gør deres entré.

”Vi har søgt efter det helt rigtige sted at etablere restaurant i flere år. Vores ønske var at finde et stykke gammel skov med sjæl og med en sø, som vi kunne bygge ved bredden af. Vi kørte det sydlige Sverige tyndt for at finde et sted, som kunne give vores gæster en helt særlig fornemmelse af forbundethed med naturen, både mens de spiser, men også når de efter middagen overnatter her”, siger Mette Helbæk.

Restauranten har omkring 1.000 pladser i år, og en fjerdedel af dem er allerede solgt til deltagerne i en crowdfunding kampagne.

”Vi søgte oprindeligt i Skåne for ikke at komme alt for langt væk fra Danmark og vores kundegrundlag, men vores ønsker viste sig først at blive indfriet, da vi kom lidt længere væk. I Halland fandt vi en mere sparsomt befolket egn med en overflod af dybe skove, elve og søer – og en stor velvilje fra kommunen”.

Mette Helbæk og Flemming Hansen har drevet restauranter i Danmark i 15 år og har undervejs opbygget et godt netværk af gæster, som kan lide deres værdier og det, de fokuserer på. Der er desuden en god andel af læsere af Mettes kogebøger blandt deres gæster.

Folkene bag ”Stedsans in the Woods” mener, at den fuldbyrdede oplevelse ved et godt måltid mad kan ligge i, at man også kan overnatte tæt på restauranten. Derfor har de opstillet beduintelte i skoven og ved bredden af søen. Beduinteltene er simpelt indrettet og uden elektricitet men med fokus på ’næring til sjælen’.