Danmark har fået sin femte nationalpark

Efter 12 års forarbejde har Danmark fået Nationalpark Kongernes Nordsjælland. Med sine 26.250 hektarer indgår den i rækken af officielle nationalparker, oplyser Miljø- og Fødevareministeriet.

I 2005 blev et pilotprojekt offentliggjort. Nationalparken strækker sig over kommunerne Fredensborg, Gribskov, Halsnæs, Hillerød og Helsingør, skriver berlingske.dk.

”Jeg er meget tilfreds med, at vi nu har nationalparken helt på plads. Med sine store skove og søer er den fuld af enestående elementer af den danske natur. Private lodsejere og kommunerne fortjener stor ros for det store engagement, de har lagt i projektet. Jeg ser frem til at følge den fortsatte udvikling”, siger minister Esben Lunde Larsen i en pressemeddelelse.

Nationalpark Kongernes Nordsjælland er den femte danske nationalpark og rummer unikke natur-, landskabs- og kulturhistoriske værdier. Parken rummer både offentlige og private arealer, hvor kommunerne har været i dialog med lodsejerne om at indgå i nationalparken.

”Nationalpark Kongernes Nordsjælland er blevet endnu større efter høringsrunden, og det er godt, at den kan udbygges med endnu flere områder og lodsejere også i fremtiden. Det sikrer både naturmæssig og kulturel mangfoldighed”, siger nationalparkordfører Christine Antorini i pressemeddelelsen.

Parken forventes indviet til foråret. Bestyrelsen vil bestå af 12 medlemmer indstillet af kommunerne Fredensborg, Gribskov, Halsnæs, Helsingør og Hillerød samt blandt andet Danmarks Naturfredningsforening og Naturstyrelsen.

De øvrige danske nationalparker er Nationalpark Mols Bjerge, Nationalpark Thy, Nationalpark Vadehavet, samt Nationalpark Skjoldungernes Land ved Roskilde Fjord.

Surfermiljø og nationalpark skaber nye jobs

Nordsjællandsk nationalpark godkendt

Danmarks første nationalpark