Alitalia mistænkes for at modtage ulovlig statsstøtte

Det konkurstruede italienske flyselskab Alitalia bliver efter al sandsynlighed genstand for en større undersøgelse iværksat af EU-kommissionen.
Alitalia, som i efteråret var tæt på konkurs, har ellers fået en omstruktureringsplan godkendt af EU-kommissionen. Denne plan indebærer et nødlån fra den italienske stat, en stor fyringsrunde samt en rekapitalisering af selskabet på 1,2 mia. euro. Ifølge EU-regler må et luftfartsselskab kun én gang reddes af staten, og da Alitalia i 1997 fik en statslig økonomisk saltvandsindsprøjtning, kan der ikke tillades egentlig statsstøtte til flyselskabet i omstruktureringsplanen. EU-kommissionen mistænker alligevel den italienske stat for skjult at pumpe penge i Alitalias kasse, blandt andet gennem det statslige holdingselskab, Finteca. Staten vil sælge dele af sin andel af Alitalia, og Finteca skulle antageligt være i færd med at købe en andel. EU-undersøgelsen vil ikke sætte en stopper for statens nødlån på 400 mio. kr., men en sådan undersøgelse vil afskrække investorer fra at skyde penge i selskabet og dermed være et alvorligt slag mod selskabet.
(Berlingske Tidende, 12/01)

Skrevet af