Charterbranchen tvinges til dårligere service

Manglen på arbejdskraft rammer nu også charterbranchen. Flere selskaber har så store problemer med at skaffe rejseledere, at de har været nødt til at skære ned på servicen på en række af de mest populære rejsemål. Samtidig bliver guiderne på feriedestinationerne yngre og yngre.
I øjeblikket mangler charterselskaberne op mod 300 rejseledere til den kommende sommer. Problemet er størst for de mindre og mellemstore virksomheder, som kæmper med andre brancher om de små årgange.

”Vi har været nødt til at skære ned på bemandingen på nogle rejsemål. Først og fremmest på de traditionelle destinationer i Spanien og Grækenland, hvor vi har mange stamgæster. Her har vi færre træffetider på hotellerne, og gæsterne kan i stedet kontakte rejselederne pr. telefon, hvis de har behov for det,” siger Søren Falk Lauritsen, der er administrerende direktør i Falk Lauritsen rejser.
Derimod fastholder selskabet bemandingen i lande som Egypten, hvor kunderne ikke har samme tradition for at klare sig på egen hånd. Falk Lauritsen har omkring 100 guider ansat, og virksomheden mangler konstant 15 medarbejdere.

”Vi kan tydeligt mærke, at vi har små ungdomsårgange, så der er færre om flere stillinger,” siger Søren Falk Lauritsen.
Det spiller også ind, at de unge har flere penge mellem hænderne. Tidligere var det populært at holde et sabbatår og arbejde som rejseleder. Der var stor søgning til guideskolerne, og det var vanskeligt at blive optaget. Sådan er det ikke længere. Nu rejser de unge jorden rundt for penge, som de har fået af forældrene eller har tjent gennem nogle få måneders arbejde.

Mange selskaber har været nødt til at gå på kompromis med alderskravene for at skaffe rejseledere. Gennemsnitsalderen er faldet væsentligt i de seneste år, så branchen kan rekruttere bredere.
”Tidligere havde vi sjældent rejseledere under 21 år, men nu har vi også gode guider på 19-20 år,” siger Søren Falk Lauritsen.

(Morgenavisen Jyllands-Posten, d. 7. december, 2007)

Skrevet af