Rekord for krydstogtturisme

Den svigefulde danske sommer har ikke haft nogen negativ indvirkning på krydstogtturismen i København, der er et attraktivt mål for ikke mindst amerikanere.
”Baltikum med København som udgangspunkt er for alvor kommet på amerikanernes hitliste. Tidligere har Caraibien og Alaska været på den foretrukne liste med Middelhavet som alternativ, men Københavns vækstrate er for tiden den højeste. Vi stjæler markedsandele,” siger Per Schmidt, general manager for cruise and passengers ved Copenhagen Malmo Port.
Krydstogtturismen oplevede ligesom resten af rejsebranchen et solidt dyk efter terrorangrebene mod USA 11. september 2001, men nu er bøtten igen vendt til fordel for global turisme. Og krydstogtturismen står stærkere end nogen sinde.
København venter 265 anløb med omkring 320.000 passagerer i år sammenlignet med 70 anløb for 10 år siden. Samtidig er mange af fartøjerne blevet meget større. De 265 anløb vurderes at generere en omsætning på 600 mio. DKK – halvdelen i form af havneafgifter, proviant og brændsel, mens resten bliver brugt på shopping og restaurantbesøg under opholdet.
Malmø har også fået øjnene op for den lukrative forretning og satser nu på, at de store skibe også skal lægge til hinsidan.
(Berlingske Tidende)

Skrevet af