Home Nyheder Turister klager over et beskidt Danmark

Turister klager over et beskidt Danmark

0
SHARE

Der er renere i Riga, Reykjavik og 11 andre byer i Norden og Baltikum. Det mener turister, der har besøgt København.
Turistorganisationen Wonderful Copenhagen har netop lavet en undersøgelse blandt turister i Norden og Baltikum, og turisterne opfatter Københavns som mere beskidt end de andre byer.

”Der bliver svinet mere i København og ryddet mindre op. Det er et kæmpeproblem, og resultatet er signifikant. Vi håber virkelig, at de nu reagerer på rådhuset,” siger kommunikationschef i Wonderful Copenhagen, Peter Rømer Hansen.

Journalist og forfatter Peter Olesen giver turisterne ret – der er møgbeskidt i hovedstaden – men også i resten af Danmark.
”Det er værst i København, men tendensen er den samme i hele landet. Cigaretskodder, gratisaviser og pizzabakker bliver smidt på gaden. Vi er blevet for rige og for ligeglade,” siger Peter Olesen.

I Københavns Kommune har man lavet en ambitiøs plan. I 2015 vil byen være den reneste hovedstad i Europa, og der er sat ekstra penge af til renholdelse, kampagner samt sat adskillige nye skraldespande op. Teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam (R) erkender dog, at det er op ad bakke, fordi rigtig mange mennesker bidrager til svineriet.
”Jeg ser pæne familier, far, mor og to børn, der kommer gående og ups – så ryger burgerpapiret på jorden til trods for, at der er en affaldskurv lige i nærheden. Der er en meget kedelig holdning i Danmark om, at det ordner systemet, og der kommer nok nogen og samler op efter mig. Selvfølgelig kan kommunen godt putte endnu flere penge i renholdelse, men ville det ikke være bedre, hvis vi alle tog et ansvar og brugte pengene på noget sjovere,” spørger Klaus Bondam.

(berlingske.dk, d. 23. november, 2007)

Skrevet af