Mulig ny priskrig i luften

Frygten for en ny priskrig blandt de amerikanske flyselskaber har fået de store flyselskabers aktier til at styrtdykke. Frygten er afstedkommet af Delta Air Lines intention om at reducere billetprisen på indenrigsruterne med 50 pct. samt forenkle billetsystemerne. Investorerne anser nemlig dette træk for at være startskuddet til en ny priskrig. Deltas aktiekurs er alene i denne uge faldet med 12 pct., og aktierne i American Airlines, Northwest Airlines og Continental Airlines er faldet med mellem 21 og 26 pct.
Også i Europa har der været svage tegn på et nyt prispres. F.eks. annoncerede Air France KLM lige før jul en prisnedsættelse på samtlige afgange fra Amsterdam på mellem 7 og 53 pct. Luftfartsanalytiker Jeff Saul mener dog ikke, at der for alvor vil komme gang i en ny priskrig i Norden: ”Der er altid priskrig i Europa, men jeg tror ikke på, at der for alvor vil komme en styrkelse af priskrigen. Flyselskaberne har ganske enkelt ikke råd til det.” Han påpeger dog, at udviklingen i USA sagtens kan påvirke det europæiske marked. De amerikanske flyselskaber har en fordel pga. den lave dollarkurs, og derfor har de i den sidste tid vundet markedsandele på den transatlantiske trafik. Desuden er de blevet mere aggresseive. Continental Airlines har f.eks. påbegyndt flyvninger til både Stockholm og Oslo, siger Jeff Saul.
(Børsen, 7/1)

Skrevet af