Danske turister i Tyrkiet advares

Udenrigsministeriet opfordrer danske turister i bl.a. Tyrkiet til at udvise agtpågivenhed efter en terroranholdelse af en dansk statsborger af tyrkisk oprindelse, som er mistænkt for at opfordre til kidnapning af danskere i udlandet.

”I lyset af sagen er der i øjeblikket grund til skærpet opmærksomhed om risikoen for terrorhandlinger rettet specifikt mod danskere og danske interesser i lande, hvor al-Qaida-relaterede netværk er kendt for at operere, herunder blandt andet i Tyrkiet, Syrien, Pakistan og Afghanistan, hvor terrortruslen i forvejen er høj,” skriver Udenrigsministeriet i deres rejsevejledning.

Ifølge Udenrigsministeriet bør turister være opmærksomme på usædvanlige begivenheder eller mistænkelig adfærd samt undgå at bringe sig i en udsat situation.
Danskerne i de fire lande skal dog ikke gå i panik, understreger chefen for Udenrigsministeriets Borgerservice, ambassadør Lars Thuesen.
”Vi har ikke viden om en konkret eller overhængende trussel,” siger han.

(tv2.dk, d. 12. november, 2007)

Skrevet af