Copenhagen cooking

Copenhagen Cooking går finder sted fra den 19. til den 28. august med 85 arrangementer bl.a. gastronomiske gadefester, nordiske toprestauranter i Kødbyen, food walks, kogeskoler, internationalt gadekøkken og Michelinmad til lave priser.

 

Det er syvende gang, at Copenhagen Cooking byder på kulinariske oplevelser og i år åbnes festivalen på Copenhagen Wine Forum den 19. august i Forum.

 

Og blandt de nye initiativer er ’Nordic Taste’ – et stort smagsunivers den 27. – 28. august i Den Hvide Kødby. Her serverer cirka 30 nordiske toprestauranter som fx Niels Bugges Kro, Kokkeriet, Juuri (Finland) og Hackerberga Slot/Karlaby Kro (Sverige) smagsprøver med fokus på lokale råvarer og madtraditioner. Der vil også være tysk vinfest, nordiske cocktails og uddeling af prisen ’Politikens Nordiske Gaffel’, som dagbladet giver til den af publikum udvalgte bedste smagsprøve.

 

Refshaleøen er samme weekend ramme om ’MAD Foodcamp’ der med noma’s René Redzepi og Claus Meyer vil udforske de gode råvarer med planteriget som årets tema. Her kan man bl.a. møde landmændene bag fødevarerne, deltage i workshops, opleve græssende dyr og et stort frugt- og grøntmarked. 

 

Et af Copenhagens Cookings mest populære indslag er ’Taste of Copenhagen’, hvor Københavns bedste restauranter tilbyder en menu til spotpris. I år er alle de deltagende Michelin-restauranter; restaurant noma, Kong Hans, AOC, Kiin Kiin, Kokkeriet og Søllerød Kro.

 

3. – 4. september er der ’Internationale Dage – Taste the World’, som arrangeres i samarbejde med Københavns Kommune. Rantzausgade forvandles til et stort gadekøkken, når danske, spanske, mexicanske og brasilianske restauranter serverer småretter fra deres køkken.

Skrevet af Flemming Juul

Copenhagen Cooking

I den måned, festivalen varer, er der at væld af oplevelser at gå ombord i. Er man til fisk og skaldyr, bliver man ikke skuffet. For eksempel kan man medbringe en smagsprøve på sin bedste sildeopskrift og få den bedømt af et ekspertpanel på Nyhavns Færgekro, smage alskens rogn på Fiskebaren i Kødbyen eller nyde en aften i skaldyrets tegn på Restaurant Zeleste.

For de vin- og cocktail interesserede bydes der på økologiske vine på Il Dona, søndage på Rubys i selskab med Bloody Marys, vinsmagninger på Patépaté og undervisning i kunsten at lave cocktails på 1105. 

Man kan smage noget af verdens bedste oksekød på Bøf & Ost, vilde vildsvin på Gråbrødretorv eller Nordens vildt fra bl.a. de store svenske skove. Ærkeitalienske L´altro serverer en Corleone-menu akkompagneret af siciliansk musik. Og vil man opleve grevens private gemakker, slår Moltkes Palæ dørene op for både en 5-retters middag og cocktailsmagning.

I Skuespilhuset bydes der på en gammel kending i Copenhagen Cooking sammenhæng, når 10 toprestauranter byder på smagsprøver. Der er også mulighed for at spise til lave priser, når en lang række restauranter byder på en tre-retters menu til 200 kroner. 

Copenhagen Cooking, der er arrangeret af Wonderful Copenhagen og en række af byens gastronomiske aktører, har eksisteret siden 2005 i en august udgave. Copenhagen Cooking’s vinterudgave er en del af Wonderful Copenhagens festivalparaply, WonderCool, der ud over mad også sætter fokus på mode, design, rock og jazz.

Skrevet af Flemming Juul