Cimber Air aflyser flere afgange

Ledelsen i Cimber Air tager nu konsekvensen af forsinkelser i den danske indenrigstrafik på grund af problemer med de nye systemer i Naviar, der styrer flyene i det danske luftrum. Allerede i denne uge begynder reduktioner af afgange mellem København og provinslufthavnene.

”Vi kan simpelthen ikke leve med daglige forsinkelser på op til en halv time i vores meget tætte fartplan. Forsinkelsen forplanter sig fra morgenafgange og gennem hele dagen. Passagererne mister tålmodigheden. Ikke mindst erhvervsfolk, som naturligvis må vide, om de kan overholde et mødetidspunkt,” siger salgschef Bjarne Rasmussen fra Cimber Air.

For at få luft i fartplanerne starter Cimber Air allerede i den kommende weekend med at reducere midt på dagen. Fire afgange ryger på ruterne til Karup, Aalborg, Sønderborg og Bornholm.

Naviair har problemer med ny software og mangel på flyveledere, der er hårdt ramt af overarbejde.
”Vi synes, det går meget langsomt med Naviair, og vi vil være helt sikre, før vi igen blænder op på fuld kraft,” siger Bjarne Rasmussen.

(Berlingske Tidende, d. 3. marts, 2008)

Skrevet af