Check hvornår andre lande har skoleferie

Inernationale Schulferien 2013Der er forskel på, hvornår skoleferierne starter og slutter i Europa, og det er klogt at undersøge, hvis man vil undgå de længste køer på vejene og højeste priser på hotellerne, lyder det fra FDM.

”Priserne på ferieboliger er dyrest i slutningen af sommerferien, da også sydeuropæerne vælger at holde ferie på det tidspunkt. Hvis man har muligheden, kan det svare sig at rejse i uge 26 i stedet for uge 29”, siger Jan Lockhart, adm. direktør i FDM travel.

Sammen med FDMs tyske søsterklub ADAC har man udarbejdet en oversigt med skoleferierne i europæiske lande. Og tendensen er klar: Jo senere i skolernes sommerferie man holder ferie, des flere andre lande holder også ferie.

Et pristjek fra FDM travel på Italien viser, at to voksne og to børn sparer omkring 1.500 kr. ved at rejse, når børnenes skoleferie starter i stedet for at rejse i uge 29 eller 30 midt i juli. Vælger man at flyve, er besparelsen omkring 1.000 kr. pr person ved at rejse i slutningen af uge 26. Men også sommertrafikken bliver kun værre, jo længere ind i skoleferien man kommer.

”Skal man sydpå, kan man undgå megen ferietrafik ved at rejse i det første par uger af skolernes sommerferie. Generelt bør man undgå at køre fredag eftermiddag og lørdag. Vælger man industriferien, bør man tjekke, hvornår delstaterne i Tyskland begynder deres ferie”, siger Frederik Valmin, feriekonsulent i FDM.