Home Nyheder Charterfly-trafik fra Midtjyllands Lufthavn

Charterfly-trafik fra Midtjyllands Lufthavn

0
SHARE

For første gang i 20 år får Midt og Vestjylland i morgen en direkte charterrute. Den går til det græske øhav, og fredag følger endnu én. Det er Bravo Tours og Apollo, der sender chartergæster fra Karup til Rhodos og Kreta.

Hver uge sommeren igennem vil tilsammen kunne sende omkring 350 feriegæster af sted. Der er udsolgt på denne uges afgange, og begge selskaber melder om pæn interesse for den nye mulighed, skriver dr.dk.

Apollo flyver til Kreta hver fredag i skolernes sommerferie og Bravo Tours flyver til Rhodos hver tirsdag.

”Ud fra vores forventninger har ruten solgt godt. Den største udfordring er at få kommunikeret, at Midtjyllands Lufthavn er en mulighed for vores gæster”, siger Glenn Bisgaard, kommunikationschef i Apollo.

Hos Bravo Tours er direktør Peder Hornshøj tilfreds: ”Det ser ud til, at vi får udsolgte fly hver uge. Og så er det en prøveballon på, om vi også i fremtiden skal flyve fra Karup”.

Satsningen er en del af planen for at udbygge aktiviteterne i Midtjyllands Lufthavn. Målet er 250.000 passagerer i 2018. Det er en fordobling af niveauet i 2014.

Det er over 20 år siden, der sidst blev fløjet charter-ture fra lufthavnen i Karup. Dengang fløj Calypso-rejser med solgæster.