Optræk til transatlantisk flykrig

Stemningen mellem EU og USA nåede fredag i sidste uge tættere på frysepunktet, efter at generalsekretæren for US Trade Representative’s Office antydede, at USA vil opsige en gensidig aftale om statsstøtte til henholdsvis Boeing og Airbus.
Amerikanske Boeing er forbitrede over, at europæiske Airbus, med massiv EU-støtte, har vundet markedsandele i en sådan grad, at Airbus i år ventes at levere betydeligt flere nybygninger end amerikanske Boeing. For bare 10 år siden sad netop Boeing på omkring 80 % af verdensmarkedet for kommercielle jetfly. Flere amerikanske politikere argumenterer derfor for, at USA skal opsige aftalen med EU, og truer direkte med, at USA, når aftalen er udløbet, vil pumpe millioner af dollars i et projekt, der skal genskabe Boeings globale dominans.
Blandet amerikanernes mange kritikpunkter mod Airbus er statsgaranterede lån for næsten fire mia. Euro til udviklingen af kæmpeflyet A380. Lån, der efter amerikanernes opfattelse er optaget til under markedsrente, og som i øvrigt bliver eftergivet hvis projektet med den nye superjumbo viser sig at være uprofitabelt.

Skrevet af