Dansk adm. direktør for First Hotels

Når Asmund Haare ved udgangen af året træder tilbage som adm. direktør for First Hotels, overlader han en Skandinavisk hotelkæde i vækst og fremgang til sin afløser.

First Hotels tæller i dag 47 hoteller, flere af dem femstjernede, og to af hotellerne er endda medlem af det prestigefulde Design Hotels. Samtidig er en ambitiøs udvikling af nye hoteller sat i gang.

”Når jeg træder tilbage som adm. direktør og fortsætter som bestyrelsesformand, får jeg tid til noget af det, jeg har stor interesse for. Jeg vil fortsætte arbejdet med udvikling af vores hoteller og særligt med at udvikle og bygge nye fantastiske hoteller”, fortæller Asmund Haare, stifter og hovedaktionær i First Hotels.

”Den nye adm. direktør Michael Telling har stor erfaring i hotelbranchen og med First Hotels. Han forstår, at vores hoteller skal være meget mere end en overnatning. Vi skal turde gøre ting anderledes og frem for alt fokusere på at optimere gæsteoplevelsen. Jeg overlader trygt jobbet til ham”, slutter Asmund Haare.

Michael Telling er blandt andet tidligere general manager for det femstjernede First Hotel Skt. Petri i København, som er eneste danske medlem af Design Hotels™. Hotellet vandt i 2006, under Michael Tellings ledelse, ’Bedste Hotel’ i Danish Travel Awards. Senest kommer Michael Telling fra en stilling som vice president marketing for First Hotels.

Skrevet af