Nyd stilheden i S-toget

DSB S-tog indfører fra efteråret stillekupeer i alle togsæt med otte vogne. Passagerer, der ønsker fred og ro, skal sætte sig midt i toget, hvor rygerkupeerne var placeret i gamle dage.

I første omgang er der tale om et seks måneder langt forsøg, men efter en evaluering vil DSB S-tog tage stilling til, om stillekupeer skal være et permanent tilbud i alle S-tog .

Ifølge afdelingschef i DSB S-tog, Henrik Bucholdtz, skal tre kriterier opfyldes, for at stillekupeerne bliver en succes: De skal bruges, reglerne skal overholdes, og passagererne skal være glade for dem.
Til hjælp for evalueringen bliver der derfor gennemført spørgeskemaundersøgelser under forsøget.

Reglerne i stillekupeen ligner dem, der gælder for hvilepladserne i DSBs fjerntog. Det betyder f.eks., at der kun må føres korte, dæmpede samtaler, ligesom mobiltelefoner og computere skal stå på lydløs.

(Berlingske Tidende, d. 31. august, 2007)

Skrevet af