Hårde anklager mod SAS

244 passagerers liv var i fare, da tre SAS -piloter begik talrige fejl ved et havari i Shanghai i 2005.
Men i en intern rapport til myndighederne undlod SAS at informere om en lang række belastende oplysninger om piloterne.

SAS afviste myndighedernes krav om at uddybe rapporten med oplysninger om piloternes fejl og i stedet blev den norske sikkerhedsekspert Kjell Klevan bedt om at gennemføre en uafhængig undersøgelse.
Kjell Klevan fastslår i undersøgelsen, der blev færdig 28. februar i år, at SAS har brudt de internationale luftfartsregler, kaldet JAR-OPS.
”Da rapporten indeholder adskillige grove fejl og forsømmer at afdække brud på standardprocedurer, er det en alvorlig pligtforsømmelse i henhold til JAR-OPS 1.037,” fremgår det.
”Autoriserede procedurer blev tilsidesat, hvilket bragte flyets luftdygtighed i fare og satte passagererne i en farlig situation,” fortsætter kritikken af SAS.

Ved havariet i Shanghai indtastede piloterne forkerte tal i computeren ombord, og flyet slog derfor halen mod landingsbanen, der rev en otte meter lang flænge i skroget. SAS-piloterne kunne ikke finde hjælp i procedurerne i flyets manual og fortsatte derfor med at flyve med et ikke-luftdygtigt fly i tre timer og 29 minutter.

SAS har siden marts måned afvist hele grundlaget for rapporten, fordi den er udarbejdet halvandet år efter havariet. Det argument har myndighederne accepteret, og de har forsøgt at få SAS til at medvirke til at ”kvalitetssikre” udredningen for at sikre, at fortidens fejl ikke bliver gentaget i fremtiden.

SAS’ kommentar var imidlertid, at ”intet i udredningen tilførte noget til deres sikkerhedsarbejde”. Det var et svar, der bliver mødt med forundring af myndighederne.
”SAS’ svar tyder på arrogance og en manglende vilje til at se de problemer, som myndighederne peger på,” fremgår det af referatet.

I dag har SAS i samarbejde med myndighederne valgt at arkivere de to rapporter.
”Det er korrekt, at vi er uenige i Klevan-rapportens konklusioner, men vi erkender også, at der er emner, som vi burde have medtaget i vores rapport,” siger John Dueholm, viceadm. direktør i SAS.

(Morgenavisen Jyllands-Posten, d. 20. november, 2007)

Skrevet af