Brug hjelm på skiferien

Skisæsonen er i gang, og vanen tro minder rejseforsikringsselskaberne skiløberne om vigtigheden af at have orden i forsikringspapirerne, da skader med efterfølgende hjemtransport kan blive endog særdeles kostbare.

Flere benytter hjelm, når de står på ski, og det har den positive effekt, at for eksempel Europæiske ERV ikke ser så mange alvorlige skader med hovedlæsioner.

”Blandt de unge har vi, specielt de seneste år, set et fald i antal af skader når vi taler hovedlæsioner”, siger Bjørn Bech Andersen, kundechef i Europæiske ERV i Danmark.

I forbindelse med afterski oplever Europæiske ERV derimod stadig en del skader og anbefaler, at man først tager en ekstra til halsen, når man er kommet ned i hytten og ikke, når man er på pisterne. Skønsmæssigt kommer hver 10. danske turist til skade på skiferien, og de hyppigste skader er knæskader, fulgt af skader på ankler, fingre, ryg og skuldre.

Den offentlige sygesikring dækker ikke længere hjemtransport til Danmark. Siden d. 1. januar 2008 har danskere uden en rejseforsikring selv skullet betale alle omkostninger ved hjemtransporten.

Hos Europæiske ERV oplyser man, at udgifterne til et ambulancefly hurtigt løber op over 100.000 kr., og at det derfor er en god ide at tegne en rejseforsikring, der som minimum dækker hjemtransport.

Gode råd til skiferien: Sørg for at være i god form inden rejsen, kontrollér bindinger, ski, skistave og skistøvler i god tid, vær korrekt klædt på, brug UV-solbriller, handsker med læderbeskyttelse og skitøj, der holder en varm hele dagen, sæt ikke hænder eller tommelfingre i skistavenes stropper og test skibindinger inden hvert løb, så de udløses som de skal ved et fald.