Home Nyheder Borgmester skal hjælpe Københavns Lufthavn

Borgmester skal hjælpe Københavns Lufthavn

0
SHARE
Anker Boye.
Anker Boye.

Odenses borgmester, Anker Boye, kommer ind i Københavns Lufthavns Vækstkomité som første medlem vest for Storebælt. Udvidelsen af Vækstkomiteen sker i lyset af udsigten til kortere rejsetider med tog mellem landsdelene.

Københavns Lufthavn udvider sin vækstkomité med et nyt medlem vest for Storebælt. Med Anker Boye har Vækstkomiteen 19 beslutningstagere fra virksomheder som Mærsk, Microsoft og MAN samt regionsrådsformænd og borgmestre i hovedstadsområdet.

Udvidelsen af Vækstkomiteen er konsekvens af, at rejsetiderne mellem landsdelene de kommende år bliver mindre i takt med at investeringerne i timedrift mellem de store byer realiseres. Det betyder, at flere får kortere rejsetid med toget til Københavns Lufthavn. Ligeledes kommer toget også til konkurrenten Billund Lufthavn om 5-6 år, hvorved Billund Lufthavn kan blive mere attraktiv for vestdanske rejsende, der i dag tager til Københavns Lufthavn.

”Det er unikt for et land af Danmarks størrelse, at vi har et internationalt knudepunkt som Københavns Lufthavn. Da vi etablerede Vækstkomiteen, var vores fokus at styrke koblingen mellem hovedstadsområdet, Sydsverige og Københavns Lufthavn. Det er i høj grad lykkedes, og vi mener derfor, at det er afgørende, at vi sikrer, at Vestdanmark i endnu højere grad end i dag kan drage nytte af knudepunktet,” siger Jens Kramer Mikkelsen, formand for Københavns Lufthavns Vækstkomité.

En ny rapport viser, at rejsetiden med tog mellem Odense og Københavns Lufthavn i fremtiden næsten kan komme ned på en time. Rapporten, der er udarbejdet af Transport Data Lab, åbner nye muligheder for Odense og Fyn.

“Odense investerer massivt i at skabe vækst, og for byens virksomheder er effektive flyforbindelser til resten af verden af stor betydning. En rejsetid på en time til lufthavnen åbner samtidig nye muligheder for tiltrækning af turister. Jeg glæder mig til arbejdet i Københavns Lufthavns Vækstkomité, så Odense og Fyn i endnu højere grad får glæde og gavn af Københavns Lufthavn i fremtiden,” siger borgmester Anker Boye.