Billeje i CPH starter med en bustur

Biludlejningskontorerne i Københavns Lufthavn er flyttet fra gangen mellem Terminal 2 og Terminal 3 til P1 parkeringshuset ved den tidligere indenrigslufthavn.

Efter flytningen findes både udlejningskontorer og udlejningsbilerne i P1 – over en kilometer fra udgangen i Terminal 3. For at komme hen til Car Rental Centre kan man benytte den gratis shuttlebus, der kører mellem parkeringshusene hvert 10. minut i dagtimerne, skriver politiken.dk.

Lufthavnens pressechef Kasper Hyllested siger til politiken.dk, at lufthavnen har brug for det areal, hvor udlejningskontorerne lå, for at skaffe plads til udvidelse af bagageområdet.

Kommerciel direktør hos Avis, Lars Dissing, er spændt på, hvordan kunderne vil modtage den nye model. Han frygter irritation hos kunderne, hvis de for eksempel skal vente på shuttlebussen, men selskabet har ikke modtaget klager over den nye ordning.

Huslejen til lufthavnen gør, at det er dyrere at leje bil her end inde i byen. For en VW Golf er der ifølge Avis tale om ekstra 400 kroner for en uges leje i marts.