Home Nyheder Berygtet tigershow i Thailand genåbner

Berygtet tigershow i Thailand genåbner

0
SHARE

Ifølge dyrebeskyttelsesorganisationen World Animal Protection vil Thailands kontroversielle Tiger Temple Co. Ltd. genåbne under nyt navn: Golden Tiger (Thailand) Co. Ltd.

Rædselsfulde forhold for dyrene førte til lukning af tigertemplet i maj 2016, så nu er World Animal Protection bekymret over udviklingen og opfordrer den thailandske regering til ikke at udstede zoo-licens til Golden Tiger (Thailand) Co. Ltd.

Tiger Temple Co. Ltd. var en kendt turistattraktion på grund af et stort antal af tigre. I 2016 havde templet mindst 147. Efter flere års anklager om illegal avl og handel med tigre, stormede over 500 betjente templet ved en razzia i maj 2016, hvor de konfiskerede stedets tigre.
Razziaen afslørede ikke blot mishandlede tigre, men også døde tigerunger og forskellige tiger-kropsdele i templets frysere.

Golden Tiger (Thailand) Co. Ltd. er i gang med at bygge et nyt sted i Kanchanaburi i Vestthailand og har fået en zoo-licens, der er betinget af 11 specifikke krav inden for seks måneder – de omhandler bl.a. indhegninger, der er store nok og tilsyn af dyrlæger, men ikke forbud mod at avle på tigrene, eller at tigrene afskærmes fra turisterne, så de ikke kan interagere. Ifølge National Geografic er der potentielt plads til 500 tigre.

“Det er kynisk, hvad der sker, og det er bekymrende, at de måske kan fortsætte med at misbruge tigre ved blot at ændre navnet på deres virksomhed.”, siger Christina Abel, biolog og programmedarbejder hos World Animal Protection Danmark. “Hvis turisterne var klar over, hvilken pris tigrene betaler for deres tigerselfies, er jeg sikker på, at de ville fravælge det. Men turisterne ser ikke bagsiden af industrien.”