Beruset SAS-pilot frifundet

SAS-piloten, der blev stoppet for beruselse på Arlanda i Stockholm i maj, er frifundet i retten.

Det sker, fordi det ikke er bevist at han havde påbegyndt en opgave, som var af ”væsentlig betydning for flysikkerheden”, skriver Attunda Tingsrätt i sin kendelse.

Under en politikontrol viste det sig, at den 46-årige pilot, der arbejdede som styrmand, havde en alkoholpromille på 0,96. Han var ansat i SAS, men blev afskediget.

Han drak i strid med SAS regler alkohol aftenen før flyvningen til København. Tidligt om morgenen kørte han ud til Arlanda. Da han gik ud til flyet for at inspicere det, blev han mødt af politiet, som gennemførte en alkotest.

Ifølge retten er det klart, at manden var for beruset til at flyve, men for at kunne dømmes kræves, ud over for høj promille, at han udførte en opgave “af væsentlig betydning for flysikkerheden”.

Hvis han havde startet sikkerhedsinspektionen kunne han dømmes for fly-beruselse, oplyser retten. Han har selv oplyst, at han bare gik udenfor fordi han så politifolkene komme. Den anden pilot har ikke med egne øjne set, at styrmanden startede inspektionen, selv om han regnede med det.