Sterlings ejer mister milliarder

Investeringsselskabet FL Group er blevet hårdt ramt af uroen på de finansielle markeder.
Selskabet tabte således 2,3 milliarder kroner i løbet af tredje kvartal og har øget gælden med over otte milliarder kroner i årets første ni måneder, så gælden nu er på næsten 19 milliarder kroner.

FL Group har investeret i en stribe forskellige virksomheder. Det drejer sig både om en islandsk bank, et amerikansk flyselskab, et dansk bryggeri, lavprisselskabet Sterling og mange andre selskaber. Der er tale om en slags børsnoteret kapitalfond, der låner penge, køber aktier i selskabet og på den måde forsøger at blive valgt til bestyrelsen og få indflydelse på driften.

”Da de fleste af selskabets investeringer er i børsnoterede virksomheder, var underskuddet ventet,” siger aktieanalytiker Karl Kari Masson fra Landsbanki. Han peger på, at FL Group om nogen er afhængig af udviklingen på de finansielle markeder.
”Det har absolut en fremtid. Det er et risikabelt selskab med stor gæld og på den måde en kapitalfond, der investerer for lånte midler og har en aktiv ledelse,” siger Karl Kari Masson.

(Berlingske Tidende, d. 9. november, 2007)

Skrevet af