Bandholm Hotel øger kapaciteten

bandholm hotelDet firestjernede hotel på Bandholm havn ruster sig til den kommende sæson og presset på overnatningssteder, når arbejdet med Femernprojektet for alvor går i gang

Bandholm Hotel lidt uden for Maribo har øget overnatningskapaciteten med 35%. Det er sket med indvielse af ni nye dobbeltværelser i slutningen af maj. Værelserne ligger i den tidligere portnerbolig på hotellet.

Der er tale om rummelige lyse værelser med flisebadeværelser. Hvert værelse på 1. sal har en lille balkon, hvor man kan nyde eftermiddags- og aftensolen. I stueetagen er der en lille terrasse til hvert værelse.

I forbindelse med udvidelsen er hotellets køkken også blevet udvidet. Samtidig er hele legearealet blevet udvidet og minigolfbanen renoveret.

På den store terrasse foran hotellet er udekøkkenet kommet under tag, og der er opstillet yderligere et pagodetelt, så der nu er plads til 300 siddende gæster på og omkring terrassen. Herfra kan gæsterne nyde udsigten til Smålandshavet.
”Med de nye værelser er vi godt rustet til sommeren. Flere finder vej til Bandholm og ikke mindst vores restaurant har haft et forrygende første halvår”, fortæller hotelchef Joshua Dalgaard.
”Mange udenlandske gæster kommer forbi Bandholm og benytter stedet som udgangspunkt for ture til de mange seværdigheder på sydhavsøerne, ikke mindst Knuthenborg Safaripark, som er vores nabo.”