Strid om hviletidsregler i SAS

Ifølge den danske luftfartslovgivnings restriktive hviletidsbestemmelser for piloter, må man ikke sidde og småblunde i cockpittet, når man er på arbejde.
Alligevel gav SAS i torsdags sine piloter et påbud om, at de ikke skal følge de danske hviletidsbestemmelser. I stedet skal de følge SAS’ interne fortolkning, som tager udgangspunkt i svenske bestemmelser, der er mere lempelige.

”Det er aftalt mellem de tre skandinaviske lande, at SAS altid skal følge den mest restriktive bestemmelse i Danmark, Sverige eller Norge,” fastslår Thorbjørn Ancker, kommunikationschef i Statens Luftfartsvæsen (SLV).

Påbuddet fra SAS sætter piloterne i et voldsomt dilemma, forklarer Mogens Holgaard, formand for Dansk Pilotforening.
”Hver pilot er ansvarlig for, at hun/han overholder lovgivningen. Det handler om passagerernes sikkerhed og ikke om bekvemmelighed for piloterne. Hvis piloten overskrider hviletidsbestemmelserne, risikerer vedkommende derfor at miste sit certifikat,” forklarer han.

I gennem flere år har SAS kæmpet for at få indført en mere lempelig fortolkning af hviletidsreglerne end den, de danske myndigheder ønsker. Men SAS’ fortolkning blev endeligt forkastet af SLV’s jurister, som kort efter sommerferien fastslog, at SAS’ fortolkning var i strid med den danske lovgivning.

Hos SAS henholder man sig imidlertid til, at Skandinavisk Tilsynskontor (STK), der har det daglige tilsyn med SAS, på trods af den danske afgørelse netop har givet selskabet lov til at fortsætte med den hidtidige praksis.
”Vores praksis er netop blevet godkendt af STK. Indtil vi får besked om andet, henholder vi os til det,” siger Bertil Ternert, informationschef i SAS.

(Morgenavisen Jyllands-Posten, d. 27. november, 2007)

Skrevet af