Axcel dropper køb af Sterling

Den danske kapitalfond Axcel har meddelte lidt før kl. 15 i eftermiddag, at man har droppet planerne om at købe lavprisselskabet Sterling.’

 

” Inden for den korte tidsramme har det ikke været muligt på en for os ansvarlig vis at etablere en robust og langsigtet forretningsplan for virksomheden” hedder det i en kortfattet meddelelse fra kapitalfonden.

 

Dermed sættes der et overraskende punktum for de langvarige forhandlinger om en videreførelse af det konkursramte flyselskab. Axcel meddelte også for få dage siden, mens kapitalfondens identitet endnu var hemmelig, at man ønskede at trække sig som køber; Dengang var begrundelsen, at flyselskabets fagforeninger ikke ønskede at medvirke til en løsning. Men begrundelsen medførte lynhurtigt en kovending fra fagforeningerne, der gik med til væsentligt dårligere overenskomster i det nye flyselskab, og forhandlingerne blev derpå genoptaget.

 

Axcel kommer ikke med nogen ny begrundelse for, at man alligevel ikke ønsker at investere i flydrift. Blot takker man konkursboet og medarbejderne for en stor indsats under forhandlingsforløbet.

 

Ifølge kuratorerne i Sterling er der ikke andre potentielle bydere tilbage, og dermed tyder alt på, at også de 430 sidste medarbejdere i det konkursramte Sterling nu er uden job.

 

Skrevet af Christian Peschardt