American passerer første år i betalingsstandsning

Det er i disse dage et år siden verdens fjerdestørste flyselskab, American Airlines, gik i kontrolleret betalingsstandsning. Selskabet forventes ude af Chapter 11 næste år – muligvis overtaget af US Airways.

Med 106 mio. passagerer sidste år var American Airlines fra Oneworld-alliancen verdens fjerdestørste flyselskab. Men størrelse er ikke altid lig med økonomisk succes. Flere af USA’s store flyselskaber har gennem årene været i kontrolleret betalingsstandsning, den såkaldte Chapter 11. Her kan de flyve videre, men holde kreditorerne fra døren, mens der arbejdes på at rekonstruere selskabet.

Ifølge avisen Dallas Morning News kan American være ude af Chapter 11 til marts næste år. Et års tid er ikke lang tid for et flyselskab i Chapter 11; da Delta Air Lines var i samme situation, varede det 20 måneder, mens United Airlines skulle bruge tre år.

US Airways har flere gange været til økonomisk tælling, den seneste varede et år. Herefter blev US Airways overtaget af America West, men fløj videre under US Airways’ stærkere varemærke.

Netop US Airways fra Star Alliance regnes som en mulig kandidat til at overtage American, hvis selskabet ikke kan stå på egne ben efter Chapter 11.

Americans fagforeninger har forhandlet med US Airways og støtter denne mulighed, bl.a. fordi de har fået garanti for at der ikke bliver masseafskedigelser. Slås American og US Airways sammen, vil det skabe verdens største flyselskab målt på passagertal sidste år.

De seneste år har set flere flyselskaber gå sammen – ofte af økonomiske og praktiske årsager. Delta har således overtaget Northwest, mens United opslugte Continental.

USA er i øvrigt hjemland for fem af verdens største flyselskaber, målt i passagerer. Tal fra bl.a. IATA viser, at Delta Air Lines sidste år var størst med 164 mio. passagerer i afrundede tal.

United Airlines havde 142 mio., lavprisselskabet Southwest 135 mio., American havde de nævnte 106 mio., mens Lufthansa-gruppen (udover Lufthansa også Austrian, Brussels Airlines og Swiss) var femtestørst med 101 mio. passagerer sidste år.

Herefter fulgte China Southern Airlines med 81 mio., Ryanair 76,4 mio., Air France KLM-gruppen 75,8 mio., China Eastern Airlines 69 mio. mens US Airways sidste år fløj med næsten 61 mio. passagerer.