Adgang til lukket land i Midtjyllands Lufthavn

Alle er inviteret, når Midtjyllands Lufthavn på søndag den 5. februar holder åbent hus. Prins Joachim kommer med fly kort før klokken 12 og foretager kort efter det officielle navneskifte fra Karup til Midtjyllands Lufthavn.

Lidt senere får offentligheden adgang til områder i lufthavnen, der normalt af sikkerhedsgrunde er totalt afspærrede. Der bliver overflyvning med F16-fly, forsvarets nye Seahawk-helikopter står til offentlig skue, redningsøvelser, brandslukningsmateriel m.v. DAT, der står for flytrafikken mellem Karup og København, giver adgang til sin Airbus A320.

Vært i ’Den store bagedyst’, Timm Vladimir, vil sammen med den lokale bagedyst-deltager Juliane Dixen finde vinderne i lufthavnens kagekonkurrence med temaet ’Luftfart’. Der er musik, underholdning for børn, trylleri, men først og fremmest fly, helikoptere og lufthavnen at se på.