Home Nyheder Aarhus Lufthavn og SAS indgår samarbejde

Aarhus Lufthavn og SAS indgår samarbejde

0
SHARE
Aarhus Lufthavn har indgået en samarbejdsaftale med SAS om etableringen af internationale og nationale flyruter. Foto: Aarhus Airport.

SAS vil investere i et rutenetværk fra Aarhus Lufthavn. Som følge af samarbejdet står lufthavnens trafik foran en udvidelse på mere end 50%.

Aarhus Lufthavns ledelse og bestyrelse har indgået en strategisk samarbejdsaftale med SAS om etableringen af internationale flyruter til europæiske byer og en langt højere frekvens i antallet af afgange mellem Aarhus og København.

Koncerndirektør i SAS, Lars Sandahl Sørensen: ”Vi har taget bestik af kundernes ønsker og af Aarhus og Østjyllands visioner om at udvide og investere. Derudover ser vi det som en del af vores ansvar at styrke den logistiske sammenhæng mellem Øst- og Vestdanmark og være med til at åbne op til verden for det jyske marked. Samtidig er Aarhus interessant for mange udenlandske virksomheder og i turismesammenhæng, så derfor tror vi på, at der findes et stort potentiale.”

Borgmester i Aarhus, Jacob Bundsgaard mener, at samarbejdsaftalen bliver afgørende for lufthavnens fremtid: ”Byens virksomheder har brug for en god infrastruktur nationalt og internationalt, og derfor er dette ikke kun en god nyhed for lufthavnen, men i høj grad også for Aarhus. Lufthavnen er i en turnaround-proces, og med en så positiv tilkendegivelse, er der god grund til at tro på, at lufthavnens projekt vil lykkes”.

De konkrete nye ruter bliver offentliggjort i oktober.