Aarhus Lufthavn får ny destination

Græske Sivota med krystalklart hav og mange skjulte strande i små bugter og laguner. Foto: Shutterstock.

Til maj får jyderne endnu en charterdestination fra Aarhus Lufthavn. Antallet af rejsemål fra lufthavnen er i vækst og udvides nu med årets sjette nye destination. Denne gang via Århus Charter til græske Sivota.

”Vi ved, at mange østjyder foretrækker at rejse fra Aarhus Lufthavn fordi det er tæt på og fordi selve processen er hurtig og bekvem. Til gengæld har lufthavnen tidligere haft for få muligheder for de rejsende. Derfor glæder det mig, at vi kan føje en ny destination til det voksende katalog af rejsemål”, siger lufthavnsdirektør Peter Høgsberg.

”Væksten kommer ikke bag på os, men at den udfolder sig netop nu, er udtryk for den ro, det har medbragt, at diskussionen om lufthavnens placering er bragt til ende. Nu tør vores primære kunder investere i lufthavnen, fordi de ved, hvordan fremtiden ser ud,” siger han.

Århus Charter flyver fra den 20. maj fra Aarhus til Preveza, hvorfra turen går videre til Sivota med bus. Preveza er samme ankomstlufthavn, som benyttes ved rejser til den græske ø Ithaca. Der flyves til og med lørdag den 14. oktober med en pause i august.

Aarhus Lufthavn har ruter til København, London, Göteborg, Stockholm, Oslo, Malaga, Prag (fra maj 2017), Gdansk (fra oktober 2017) og Eindhoven (fra oktober 2017). Desuden giver lufthavnen adgang til seks charterdestinationer i form af Mallorca, Cypern, Tenerife, Madeira, Ithaca (fra maj 2017) og Sivota (fra maj 2017).