Aarhus-Hamborg med tog på fem kvarter

Det fremgår af en rapport fra Atkins, og ifølge formanden for Syddansk Mobilitetsråd, Carl Holst, er der flere gode grunde til en renovering af jernbanenettet, skriver jyllands-posten.dk.

 

”Togdriften er på niveau med tophastigheder, som man kørte med i 1950’erne fordi jernbanen er blevet forsømt i en grad, så den ikke udgør et reelt alternativ til vejtrafikken,” siger han.

 

Ifølge Atkins rapport er årsagen til de langsomme tog både udtjente skinner, gammelt materiel og manglende elektrificering. Med en modernisering kan man fra 2050 køre fra Aarhus til Hamborg på under halvanden time

 

”Hamborg er en større og vigtigere handelsby for Vestdanmark end København. Gevinsten ved at knytte Østjyllands bybånd sammen med Hamborg med højhastighedstog vil skabe ny vækst og nye arbejdspladser, hvis man går i gang nu,” siger Carl Holst.

 

Formanden for Syddansk Mobilitetsråd påpeger, at strækningen Aarhus-Hamborg er med i EU-Kommissionens forslag til det såkaldte TEN-T-program over de vigtigste infrastrukturstrækninger. EU og de nationale myndigheder er forpligtet til at arbejde for TEN-Ts virkeliggørelse, og der er muligheder for europæisk medfinansiering.

Skrevet af Flemming Juul