Home Nyheder Trafikminister: Passagerafgiften fjernes

Trafikminister: Passagerafgiften fjernes

0
SHARE

Trafikminister Flemming Hansen stillede i dag luftfarten i udsigt, at den omstridte passagerafgift i danske lufthavne vil blive fjernet. Afgiften, der indbringer statskassen omkring 500 mio. kr. årligt bliver dog først afskaffet, når flybrændstof bliver afgiftsbelagt, hvilket – ifølge trafikministeren – formentlig vil ske ”om nogle år”. Flemming Hansen understregede på dagens møde, at regeringens øverste prioritet fortsat er at nedsætte skatten på arbejde: ”Jeg vil derfor ikke skabe falske forhåbninger” sagde ministeren, som dog tilføjede, at spørgsmålet om passagerafgiftens fremtid hænger nøje sammen med den sandsynlige indførelse af en afgift på flybrændstof.
Luftfartsbranchen har, med lufthavnene i spidsen, længe argumenteret for, at den omstridte passagerafgift på 75 kr. er urimelig, og at bl.a. Københavns Lufthavne A/S taber konkurrencekraft som følge af passagerafgiften.

Forelagt de udtalelserne fra trafikministeren siger adm. direktør Tom Clausen, MyTravel Airways:
– Det er da en god idé at fjerne passagerafgiften, som jo hæmmer konkurrencen mellem danske og udenlandske lufthavne, og som også betyder en urimelig forskelsbehandling af flyselskaberne. Men det er til gengæld en dårlig idé, blot at flytte afgiften over på brændstoffet.  
Sådan en miljøafgift vil ramme flyselskaberne skævt af flere grunde. Dels vil de rejsende på lange ruter blive ramt hårdere end rejsende på korte ruter, dels er der jo forskel på brændstofforbruget i f.eks. vores Airbus A330, som medtager op til 408 passagerer, og så et andet selskabs, som måske kun medbringer 260 passagerer. Jeg synes hellere man skulle præmiere de flyselskaber, der er gode til at fylde deres fly helt op; Det er det mest gavnlige for miljøet” siger Tom Clausen.
Han tilføjer, at han også mener at en miljøafgift på flybrændstof vil blive vanskelig at administrere: ”Man kan måske forestille sig, at flyselskaberne bliver lidt mere nøjeregnende med hvor og hvordan de tanker. De fleste ruter på to timer eller mindre vil f.eks. kunne tanke andre steder end i Danmark” forklarer MyTravel Airways’ direktør.

Skrevet af