FlyNordic ekspanderer: Åbner Tallinn-ruter

Det Finnair-ejede lavprisselskab FlyNordic – tidligere Nordic Airlink – sender nu et klart signal til konkurrenterne om, at selskabet stadig er i offensiven. Således starter FlyNordic til næste forår nye ruter fra både København og Stockholm til Estlands hovedstad Tallinn. Her kommer selskabet til at flyve i direkte konkurrence med Estonian Air, der for en stor dels vedkommende ejes af SAS. Estonian Air er i dag eneste flyselskab på ruten. Desuden vil FlyNordic åbne ruter fra Stockholm til Dublin, München og Berlin.
Ifølge FlyNordic-chefen Maunu von Lüders åbner selskabet de nye ruter, dels for at udnytte sin kapacitet optimalt, dels fordi man gerne vkil vise omverdenen, at FlyNordic er kommet for at blive.
Hos SAS tager informationschef Troels Rasmussen dog oplysningerne om den skærpede konkurrence roligt: ”De skal være velkomne på ruterne. Det bliver svært at konkurrere med Estonian fordi det er et veldrevet selskab. Og vi vil stadig være den største udbyder af billigbilletter” siger han.
(Børsen d. 16.11.2004)

Skrevet af